Du er her: Forsiden > PACKobserver mener > Goddag mand, scannerskaft!

PACKobserver mener

Chefredaktør
Gitte Søndergaard:

Goddag mand, scannerskaft!

Chefredaktør
Gitte Søndergaard:
11.06.10: Det er heldigvis ualmindeligt sjældent (!), at undertegnede kommer til at begå færdselsforseelser og lignende. Men uheldet var altså ude efter mig her i foråret, hvor jeg blev straffet for at have parkeret ”ulovligt”.

”Forseelsen” begik jeg hjemme på min privatadresse. Her har vi et stort fælles parkeringsareal, som vi, dvs. ejerforeningen, selv har hyret et P-selskab til at holde justits med.

Systemet (som mange vil kende) fungerer ved at man betaler for en P-tilladelse, der så fysisk anbringes i en plastlomme, som er klæbet fast på forruden. P-kortet fornys én gang om året, og var for mit vedkommende blevet det ca. fire måneder forinden; så ingen ko på isen der.

Min bil holdt også nogenlunde på samme plads, som den plejer, - og havde (naturligvis) præcis den samme nummerplade på, som alle de øvrige dage (men tilladelsen er altså næppe knyttet sammen med bilens registreringsnummer i noget system, må jeg konstatere).

Miseren opstod, fordi jeg aftenen forinden havde besøgt en ven, hvor et såkaldt gæste-P-kort var påkrævet (vist tilmed samme selskab). Dette gæstekort valgte jeg at sætte meget synligt i plastlommen til mit eget P-kort, som jeg i mellemtiden lagde på instrumentbrættet. Da jeg kom hjem mener jeg, at jeg anbragte mit eget P-kort i lommen igen…

…Men næste morgen, da jeg fandt P-afgiften under viskeren, måtte jeg (ganske rigtigt) konstatere, at mit P-kort lå på gulvet foran passagersædet. Gæste-kortet havde jeg smidt i min lille affaldsbeholder, så sandsynligvis har jeg bare ikke fået anbragt mit eget kort ordentligt i den noget lasede plastlomme, der havde slået revner efter den megen frost; - jeg kan ikke huske det.

Jeg gad ikke hidse mig ret meget op over den sag; og betalte derfor afgiften med det samme. Ærgerligheden rakte dog til, at jeg skrev en mail til P-selskabet; dels for at gøre dem opmærksom på, at de havde sat krydset forkert – de gav mig bøden for at have ”urigtigt indstillet P-skive / Parkeringstid overskredet”, hvorimod de nok burde have givet mig den for ikke at have en synlig P-tilladelse. Det var kun den tomme plastlomme (som i øvrigt sidder lige over min P-skive), der var synlig, og havde man strukket hals, så kunne man faktisk godt have fået øje på P-tilladelsen på gulvet.

Dels kunne jeg heller ikke dy mig for at understrege at: ”bilen hører til på den P-plads, den holder stort set samme sted hver eneste dag, og den har altid haft en gyldig P-tilladelse, og derfor er det naturligvis dobbelt ærgerlige penge at skulle indbetale.”

Men man skal jo også være konstruktiv, så derfor gav jeg selskabet følgende gode idé med på vejen: ”En god service ville være, om I fik integreret en såkaldt RFID-chip i jeres P-tilladelse. En sådan koster nu om dage ikke ret mange ører, den kan læses af de fleste moderne håndholdte scannere, og den ville kunne fortælle om bilen har tilladelsen i orden, selv om det fysiske kort skulle være drattet på gulvet ... Eller selv om der ligger et tykt lag is eller sne på forruden.”

Fik jeg tak for en god idé? Svaret lød helt præcist som følger: ”Med henvisning til Deres forespørgsel af ...dato… angående ovenstående afgift, bekræftes det hermed, at afgiften er korrekt pålagt og indbetalt.”

Et svar som man vist godt kan tillade sig at give prædikatet ”Goddag mand, scannerskaft”! … (og for de, som ikke lige husker historien om det originale ”økseskaft”, så går den ud på, at en døv mand svarer helt hen i vejret på spørgsmål, som han gætter sig til. Han har bl.a. skåret en gren af, og da to forbipasserende siger ”Goddag mand”, så tror han, at de spørger hvad han laver og svarer ”et økseskaft”).

Men nu er idéen i hvert fald også givet videre til udbydere af RFID-systemer, som måske bedre vil kunne få øje på og videreformidle den?

 



Læs tidligere artikler:
 
07.09.11:
(Chefredaktør Gitte Søndergaard)
23.05.11:
(Chefredaktør Gitte Søndergaard)
30.11.10:
(Chefredaktør Gitte Søndergaard)
14.10.10:
(Chefredaktør Gitte Søndergaard)
14.04.10:
(Chefredaktør Gitte Søndergaard)