Højhastigheds videokamera analyserer produktionsprocessen
Nedetid i industrielle produktionsprocesser koster dyrt. Fejl og forstyrrelser opstår ofte de samme steder i maskinen, men bevægelserne er for hurtige til, at fejlene kan identificeres med det blotte øje. Det påpeger Mengel Engineering, der til sådanne opgaver nu tilbyder Promon Scope fra den schweiziske producent AOS Technologies.
27.08.10: Promos Scope, der kan ses på Automatik 2010 i Brøndby Hallen 7.-9. september, er en ny type højhastigheds-kamera-optager, der skal være specielt udviklet til fejlfinding på produktionsautomater. Og ifølge virksomheden er der, ved udviklingen af Promon Scope, lagt særligt vægt på en enkel betjening, så det umiddelbart kan benyttes af personale uden særlig uddannelse. Systemet består af et kamera og et batteridrevet kontrolmodul med touch-screen betjening. I standardudgaven optager systemet med 300 billeder/sekund ved en opløsning på 640x480 pixel. Billedhastigheder op til 1200 billeder/sekund skal også være mulige med reduceret opløsning.
– Videooptagelserne gemmes i kontrolmodulets RAM eller indbyggede harddisk og kan overføres til en pc over USB eller eSATA interface. Og det kompakte og robuste design gør Promon Scope velegnet til brug i krævende industrielle miljøer, lyder det fra den danske forhandler.
– Den attraktive systempris gør systemet særligt velegnet til virksomheder med produktionsanlæg, der skal køre 24/7, såsom tapperier, pakkerier, og emballagefremstilling, hvor Promon Scope kan forbedre anlæggets produktivitet. Med hurtig fejlanalyse og -identifikation kan driftsstop minimeres. Produktionshastigheden kan i mange tilfælde øges ved en systematisk analyse af svagheder i anlægget, og dermed hurtigt tjene investeringen i højhastighed videosystemet ind, forklarer man fra Mengel Engineering.
Standnr. B1230
GS



