Kager slanker gramvægten
Korsnäs, der er en af Sveriges førende producenter af karton og papir, lancerer nu ”Korsnäs Artisan”, en ny kartonkvalitet med silkeagtig overflade til premiumsegmentet. Og den britiske supermarkedskæde Marks & Spencer har allerede valgt den nye kvalitet til at relancere dele af sit kagesortiment.
31.10.11: Korsnäs Artisan er en flerlagskarton fremstillet af 100 procent nye fiber. Den oplyses at have en let bestrøgen trykside og ubestrøgen bagside. Materialets lange, smidige fibre skal give styrke og formbarhed til emballagen og den nye silkeagtige overflade en speciel oplevelse samt udmærkede trykegenskaber. Styrken og formbarheden i den nye kartonkvalitet gør den ifølge Sven Hjelmstedt, Business Manager Cartonboard, hos Korsnäs til et ideelt emballagemateriale til luksusprodukter som kosmetik, parfume, eksklusiv konfekture og festmad. – Vores nye innovative produkt har en unik silkefølelse. Kartonen er ikke bare enormt glat, men den giver også kunderne en røre-oplevelse. En emballage fremstillet af Korsnäs Artisan er meget elegant og har en distinkt aura af underforstået luksus, siger han.
Nye fibre er et rent materiale, og derfor møder den nye karton de strengeste hygiejnekrav og er godkendt til direkte kontakt med levnedsmiddel. Marks & Spencer, der bliver den første kunde til at anvende Korsnäs Artisan, har valgt materialet til to af sine kager, hhv. Carrot & Walnut og Lemon Drizzle.
Og kartontypen byder bl.a. på en miljøgevinst, som falder i tråd med Marks & Spencers program for etik og miljø, den såkaldte ”Plan A”. Det nye letvægtsmateriale sparer totalt omkring 20 gram/m2 sammenlignet med det materiale, som hidtil har været anvendt. Den besparelse påvirker Marks & Spencers CO2-aftryk, ved at reducere antallet ton som skal transporteres og lagres, ligesom der medgår mindre råmateriale og energi i alle processer langs hele værdikæden. Korsnäs Artisan kan genvindes og oplyses desuden at være fremstillet af kompostérbare ingredienser.
Anne Harding, Packaging Manager hos Marks & Spencer, siger: – Vores nye emballage af Korsnäs Artisan er ikke blot et flot display af vore bagværk for kunderne, den bliver også en del af Plan A i vores stræben efter at reducere mængden af det emballagemateriale, vi anvender. Vi har allerede reduceret vores fødevareemballager med 25 procent og gennem at anvende nyskabende emballager som denne kommer vi til at kunne reducere endnu mere.
GS



