PACKobserver.dk
Tlf: +45 39 69 43 21
info@packobserver.dk
 
Udgives af GINI·com
Pilegårdsvej 48
DK-2860 Søborg
 
Du er her: Forsiden > Virksomheder vil gerne cirkulær økonomi

Virksomheder vil gerne cirkulær økonomi

Ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen viser, at landets små og mellemstore virksomheder tripper for at komme videre med at genanvende materialer, designe produkter så de kan genbruges eller producere mindre affald. Ny webportal skal hjælpe dem med det.
03.10.17: Produkter med længere holdbarhed, mindre affald i containeren og genanvendelse af gamle materialer er gode idéer, mener mange danske virksomheder. En undersøgelse fra Miljøstyrelsen viser, at ni ud af 10 af de små og mellemstore virksomheder er positive over for cirkulær økonomi, og størstedelen arbejder allerede med cirkulær økonomi i hverdagen. Samtidig vokser kendskabet til fænomenet.

Cirkulær økonomi er et begreb, som handler om, at vi designer, producerer og forbruger vores produkter på en måde, så vi får mest mulig værdi ud af ressourcerne og forhindrer, at produkter og materialer ender som affald.

– Det er positivt, at kendskabet til cirkulær økonomi når ud i stadig flere virksomheder, og at så mange af dem er positivt indstillet. Det tyder på, at der er et stort potentiale, som miljøet og virksomhederne kan få glæde af. Nu lancerer vi en ny portal, der kan hjælpe dem, siger Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Undersøgelsen og portalen bygger videre på de anbefalinger, som regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi afleverede lige inden sommerferien. Anbefalingerne fremhæver bl.a. behovet for at understøtte små- og mellemstore virksomhed med vejledning om cirkulær økonomi.

Regeringen forventer at følge yderligere op på Advisory Board for cirkulær økonomis anbefalinger omkring årsskiftet.

Nyt site skal hjælpe virksomheder i gang
Nu åbner Miljøstyrelsen for sitet CirkulærVirksomhed.dk, som skal give små og mellemstore virksomheder mere viden om cirkulær økonomi.

Her kan de få informationer om, hvordan man gør sin produktion grønnere, og hvordan man kan bruge en grøn profil i markedsføringen af virksomheden. Samtidig er der inspiration fra en række virksomheder, som i dag arbejder med cirkulær økonomi. CirkulærVirksomhed.dk skal hjælpe de mange virksomheder, der holder sig tilbage fra genanvendelse og reduktion af spild i produktionen, fordi de mangler viden om emnet. Lidt over halvdelen af virksomhederne i Miljøstyrelsens undersøgelse mener, at de ikke ved nok om cirkulær økonomi til at anvende det i virksomheden.

– Jeg vil gerne bidrage til, at danske virksomheder får mere viden om, hvordan de anvender cirkulær økonomi, så de kan vælge de bæredygtige løsninger. Derfor kommer Miljø- og Fødevareministeriet nu med et initiativ, som giver virksomhederne inspiration til hvilke løsninger, der virker, siger Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Arkivfoto: PACKobserver©

GS
Print Send