PACKobserver.dk
Tlf: +45 39 69 43 21
info@packobserver.dk
 
Udgives af GINI·com
Pilegårdsvej 48
DK-2860 Søborg
 

Læsbar ved stor hastighed

Kan man læse en RFID-tag, der kører forbi med 200 km i timen? – Ja, med en ny tag kan det nu lade sig gøre, lyder det fra Kar-Mil A/S, der slår fast, at taggen tilmed byder på ekstremt stor sikkerhed og fleksibilitet.
17.11.17: Den nye UHF RFID-tag IT70, der er udviklet af amerikanske Honeywell, er specifikt beregnet til køretøjsidentifikation, og det er dokumenteret, at den udfører krypterings- og dekrypteringsoperationer hurtigt nok til at kunne identificere en bil, som passerer forbi med op til 200 km/timen.

IT70 er en passiv RFID-tag. Det vil sige, at den ikke har noget batteri, men får energi fra læserens elektromagnetiske bølger, hvilket sikrer at den i princippet holder i det uendelige. Læserækkevidden for taggen er op til 10 meter, og der behøver ikke at være frit udsyn mellem tag og læser.

Taggen anbringes i forruden på bilen - og giver dermed mulighed for opkrævning af eksempelvis vejafgift, bompenge, trængselsafgift etc. Eller mulighed for registrering af og adgang til parkeringsanlæg eller andre faciliteter. Potentielle kunder kan være statslige organer, private motorvejsoperatører, operatører af parkeringsanlæg samt virksomheder, der ønsker at kontrollere de køretøjer, der har adgang til deres område.

Når det gælder sikkerhed, så fremhæver man hos Kar-Mil, at IT70 i modsætning til en nummerplade ikke kan flyttes til et andet køretøj. – Når først taggen er sat på forruden, vil ethvert forsøg på at fjerne den gøre den ulæselig, lyder det.

Virksomheden slår også fast, at taggen ikke kan klones af en uautoriseret aktør, idet autentificeringen i IT70 kræver en kode før den kan læses, og at den derfor ikke er sårbar over for såkaldte man-in-the-middle-angreb, hvor datastrømmen bliver opfanget mellem læser og tag.

IT70 byder endvidere på en række kombinationsmuligheder, idet den har op til tre separate hukommelseslagre med op til seks separate brugerkoder. Hver brugerkode har uafhængige adgangsrettigheder til de separate hukommelseslagre og enhver kombination af læse, skrive, reducere eller øge privilegier kan tildeles til hver bruger for hvert hukommelseslager.

– Dette gør IT70 ekstremt fleksibel at implementere, understreger man hos Kar-Mil A/S.

Foto: Kar-Mil

GS
Print Send