PACKobserver.dk
Tlf: +45 39 69 43 21
info@packobserver.dk
 
Udgives af GINI·com
Pilegårdsvej 48
DK-2860 Søborg
 

Optimerer logistikken hos WineFamly

WineFamly er en online vinklub, der giver medlemmerne mulighed for at købe vin til kostpris. Siden lanceringen for et år tilbage, er det gået stærkt for virksomheden, der i dag har mere travlt end nogensinde - en succes der giver udfordringer i logistikleddet.
30.01.18: – Når volumen vokser, bliver en effektiv logistikløsning afgørende - lige fra håndtering af indkomne varer, over pakkeprocesser, lagerhåndtering samt forsendelse til returnering af varer og håndtering af reklamationer. Det fastslår DS Smith med hvem WineFamly derfor indledte et samarbejde for at finde den rette emballageløsning, som kunne løse nogle af disse udfordringer.

Med udgangspunkt i WineFamly’s eksisterende emballageløsning og behov, har emballageproducenten udviklet en ny samlet emballageløsning, der skal tage højde for udfordringerne i logistikleddet.

Den samlede løsning består af nye forsendelseskasser til vin og spiritus i 1, stk., 3 stk., 6 stk. og 12 stk. størrelser. Konstruktionen, der består af en yderkasse, en inderkasse, en rumdeler og et låg, er designet med en minimal mængde af bølgepapmateriale, uden at det går ud over robustheden. Emballagedesignet er chok-testet på DS Smiths testcenter i England, og blev endeligt godkendt af WineFamly efter en række tests i deres egen forsyningskæde.

Den samlede løsning består yderligere af et sortiment af emballagetilbehør, såsom strækfilm, pakketape og en pakkefyldsmaskine. Og alt i alt har man ifølge emballageproducenten både fået en robust og gennemtestet forsendelsesemballage, som minimerer reklamationer og spild og dermed omkostninger samt en forsendelsesemballage, der sammen med emballagetilbehøret er nem og hurtig at pakke, hvilket mindsker omkostninger i pakkeprocessen.

Fra grundlægger, Co-Owner & CEO hos WineFamly, Thomas Pedersen, lyder det: – Vores nye emballageløsning har gjort arbejdet lettere for os i pakkeriet og givet os en større sikkerhed i vores forsendelser med færre reklamationer, hvilket både vi og vores medlemmer er glade for. Samarbejdet med DS Smith har fungeret rigtigt godt og har helt sikkert løst nogle store udfordringer for os.

Foto: DS Smith

GS
Print Send