PACKobserver.dk
Tlf: +45 39 69 43 21
info@packobserver.dk
 
Udgives af GINI·com
Pilegårdsvej 48
DK-2860 Søborg
 
Du er her: Forsiden > Miljøstyrelsen inviterer til møde om bærepose-rapport

Miljøstyrelsen inviterer til møde om bærepose-rapport

Miljøstyrelsens nylige rapport om bæreposers miljøbelastning har medført debat i medierne. Der er stillet spørgsmålstegn ved metode og grundlag for rapporten, der undersøger miljøbelastningen fra bæreposer i en dansk kontekst, og på den baggrund tager Miljøstyrelsen nu initiativ til et fagligt møde med forskere og interessenter om rapporten.
03.04.18: Rapporten ”Life Cycle Assessment of grocery carrier bags”, som DTU Miljø har udarbejdet for Miljøstyrelsen, vil på mødet blive præsenteret, og der vil være lejlighed til at kommentere og spørge ind, oplyses det i en pressemeddelelse. (Se evt, PACKobservers oprindelige omtale "Stofposen hængt til tørre i ny undersøgelse"). 

Baggrunden for rapporten er ifølge styrelsen blandt andet, at markedet er blevet mere forskelligartet, da andre bæreposetyper end de ’almindelige’ plastbæreposer er blevet mere udbredte, og det derfor var relevant at undersøge miljøbelastningen fra de forskellige typer bæreposer på markedet.

Og Miljøstyrelsen anbefaler på baggrund af rapporten at genbruge sine bæreposer så mange gange som muligt, uanset hvad de er lavet af.

Bæreposer af plast har ifølge rapporten den laveste miljøbelastning. Det gælder også bæreposer beregnet til mange genbrug, hvor kunststofposer af plastmaterialet polyester har den laveste miljøbelastning. Miljøstyrelsen anbefaler dog ikke poser af et bestemt materiale, understreger kontorchef for Cirkulær Økonomi og Affald, Nis Christensen:

– Vores ærinde har alene været at forsøge at tilvejebringe et her-og-nu-billede af miljøbelastningen fra de almindeligste posetyper i Danmark. Da der nu er debat om rapportens metode og antagelser, vil vi gerne invitere interessenter og forskere til at tale rapporten igennem med de forskere, der har udarbejdet den for os, siger han.

Mødet vil blive afholdt snarest muligt, oplyses det.

Arkivfoto: PACKobserver©

GS
Print Send