PACKobserver.dk
Tlf: +45 39 69 43 21
info@packobserver.dk
 
Udgives af GINI·com
Pilegårdsvej 48
DK-2860 Søborg
 
Du er her: Forsiden > Plastløsning vinder enlig dansk Scanstar

Plastløsning vinder enlig dansk Scanstar

Den fællesnordiske emballagekonkurrence Scanstar har været afholdt hvert år siden 1969, og dermed må årets udgave - hvis ellers denne redaktion tæller rigtigt - faktisk være en jubilæumsudgave, nemlig den halvtredsindstyvende. Og den afveg fra tidligere år ved at fiberbaserede emballager dominerede, mens der kun var få plastløsninger. Det var dog en plastemballage fra Multivac A/S, som forsvarede de rød-hvide farver.
15.08.18: Til årets konkurrence var der i alt tilmeldt 23 emballageløsninger fra alle de skandinaviske lande, og af disse blev otte tildelt en Scanstar. Fra juryen lyder det, at det samlede niveau for bidragene var højt, og at de fleste deltagere i år var forbrugeremballager. – Overraskende var der kun få e-handelsløsninger med i konkurrencen, påpeger man.

Bæredygtighed og bekvemmelighed var fortsat i fokus for bidragene, og ifølge arrangøren dominerede fiberbaserede emballager, mens der kun var få plastløsninger i forhold til tidligere år.

Eneste vinder af plast
Den enlige danske vinder, som også blev årets eneste plastbaserede vinder, er udviklet og produceret af Multivac A/S for Rema 1000, og er en forbrugeremballage i to etager til skiveskåret pålæg. Der er tale om to dybtrukne bakker, som er sat ned i hinanden og svejst sammen. Når man har tømt øverste etage, åbner man vha. et peel-hjørne til det friske indhold i underetagen.

Juryen, der i sine bedømmelser lægger vægt på at løsningerne tilbyder beskyttelse og funktionalitet, god brugeroplevelse, giver information, er bæredygtig og nem at bortskaffe, gav Multivacs løsning følgende ord med på vejen:

"Løsningen minimerer madspild takket være de to separate lag, som giver forbrugeren en længere holdbarhed for det skiveskårne pålæg. Efter åbning af det første lag har skiverne en holdbarhed på fem dage, mens det andet lag opretholder sin holdbarhed på 30 dage. Den miljømæssige gevinst ved at spare madspild er langt højere end den ekstra brug af plast".

Det er SPA - Scandinavian Packaging Association - samarbejdsorganet for de fem nordiske emballageorganisationer, hhv. Finska Förpackningsföreningen, Innventia AB, Den Norske Emballasjeforening DNE, Islands Håndværks- og Industriforbund samt Teknologisk Institut, Plast og Emballage, der på skift arrangerer konkurrencen. Og i år er det Teknologisk Institut, Plast og Emballage, som står for arrangementet.

Prisuddelingen finder sted i forbindelse med FoodTech messen i Messecenter Herning, der arrangeres i dagene 13.-15. november 2018.

Foto: Teknologisk Institut, Plast og Emballage

GS
Print Send