PACKobserver.dk
Tlf: +45 39 69 43 21
info@packobserver.dk
 
Udgives af GINI·com
Pilegårdsvej 48
DK-2860 Søborg
 

Komplet pakkelinje stakker og pakker cookies

Fra Ribe til alle de store amerikanske supermarkeder. Schur har netop leveret en komplet pakkelinje til Kelsen Groups fabrik i Ribe, der skal pakke Pepperidge Farm cookies, som for første gang produceres udenfor USA.
20.08.18: Så snart kagerne kommer ud af ovnen, overtages de af en automatisk proces i Schurs specialbyggede pakkelinje, der ifølge virksomheden sikrer en effektiv produktion, med et minimum af spild og med garanti for høj kvalitet af slutproduktet.

Processen i den automatiske pakkelinje inkluderer: Stakning af kagerne direkte efter ovnbåndet. Håndtering af kagerne i papirkopper over i bakker. Stakning af kage-bakkerne. Pakning i poser med peel-åbning. Samt pakning i forsendelsesemballage og aflevering til palleteringsanlæg.

Maskinerne i linjen er bygget op omkring Schur Box Bag, som er en af mange muligheder i virksomhedens SchurStar system. Og der er ifølge virksomheden tale om en pose-konstruktion, som bevarer kagernes smag og konsistens

– Pakkeløsningen er blevet godt modtaget af kunderne, og der er allerede leveret produkter ud i store mængder til Europa, Mellemøsten og Afrika, fortæller Schur, der også peger på, at samarbejdet omkring denne linje med Kelsen er det seneste eksempel på et mangeårigt samarbejde mellem de to parter.

Tove Kjeldsen, Supply Chain Director, hos Kelsen Group udtaler: – Vi har haft et meget effektivt samarbejde med alle involverede leverandører, hvor der fra Schurs side har været vist meget initiativ i forbindelse med at generere løsninger på alle elementer i pakkelinjen og virkeliggøre tankerne omkring emballagen. Det er for os som fødevareproducent vigtigt med denne type samarbejde, der sikrer, at vi får bedst mulige løsning. Det nære samarbejde mellem parterne er udtryk for et partnerskab, der er udviklet over mange år.”

Udstyret i linjen er udviklet, produceret og leveret fra Schur Technology a/s i Horsens. Emballagen leveres fra to af koncernens fabrikker, henholdsvis Schur Pack Denmark i Horsens og Schur Star Systems i Flensborg.

Kelsen er ejet af Campbell’s, som blandt andet er kendt for Campbells Soup og deres store sortiment inden for snacks og kager

Pakkelinjen vil blive præsenteret på Schurs stand på Scanpack: stand C01:44

Foto: Schur

GS
Print Send