PACKobserver.dk
Tlf: +45 39 69 43 21
info@packobserver.dk
 
Udgives af GINI·com
Pilegårdsvej 48
DK-2860 Søborg
 
Du er her: Forsiden > Lidl og Waste Hunt vil fjerne affald fra naturen

Lidl og Waste Hunt vil fjerne affald fra naturen

Lidl og Waste Hunt har indgået aftale om samarbejde for at rydde op i naturen og indsamle data om affald. Dagligvarekæden ser frem til at arbejde sammen med græsrodsorganisationen, som Lidl mener har et stort potentiale, og som kan bidrage med viden til at udvikle kædens plaststrategi fremadrettet, og man håber, at samarbejdet vil skabe opmærksomhed om affald som ender i naturen.
16.10.18: Dagligvarekæden Lidl har fra den 2. oktober indgået et samarbejde med græsrodsorganisationen Waste Hunt, der er et projekt drevet af frivillige med udgangspunkt i Aarhus. Projektets mission er, gennem oprydningsture, at fjerne affald og plast fra naturen og indsamle data, som dagligvarekæden og andre interesserede kan bruge til at få bedre indsigt i den problematik, der eksisterer omkring affald og plast.

Hos Lidl ser man store muligheder i samarbejdet med Waste Hunt. Kæden bidrager bl.a. med et setup til indeksering af det indsamlede affald og plast. CSR-ansvarlig for Lidl, Lærke Skaksen, forklarer:

– Affald hører ikke til i naturen, og i ildsjælene fra Waste Hunt har vi fundet en ligesindet samarbejdspartner, som bogstaveligt talt tager hånd om selve problemet, og som med deres entusiasme og indsamlede data, kan bidrage med ny viden til vores plaststrategi.

– Ved at analysere på det affald som ender i naturen, kan vi få værdifuld viden, så vi mere målrettet kan sætte ind, hvor det gør en forskel. Folkene i Waste Hunt har et drive uden lige. Det er et projekt, som vi meget gerne støtter, og som passer godt sammen med Lidl som virksomhed, tilføjer hun.

Fra stifter af Waste Hunt, Tina Wulff Jespersen lyder det: – Affald, og især plast, i naturen udgør en problemstilling i vores samfund, som vi skal tage alvorligt. Vi er virkelig glade for at indgå samarbejde med Lidl, da vi sammen kan sætte fokus på problemet og gøre en aktiv indsats for at mindske plastforbruget og bidrage til at skabe en forandring.

Og medstifter af Waste Hunt, Florence Martin, tilføjer: – En stor del af det affald vi indsamler, stammer fra almindelige forbrugsprodukter. Derfor er samarbejdet med Lidl interessant, fordi vi samlet set repræsenterer alle led i kæden med Lidl som både producent og forhandler og med Waste Hunt som den miljøbevidste forbruger. Gennem vores affaldsindsamlinger tilegner vi os en viden omkring emnet og bruger den til at oplyse både forbrugeren og producenten om det fælles ansvar, vi alle har, for at affald og plast ikke ender i naturen.

Vil gerne vise omfanget af affald i naturen
En af de fælles missioner for samarbejdet er at vise omfanget af skrald i naturen, og bidrage til at mængden forhåbentligt reduceres.

– Om du samler affald sammen med Waste Hunt, du gør det med familien eller på egen hånd, så er det et projekt, som alle kan deltage i, siger Lærke Skaksen. Hun tilføjer:

– Der har igennem længere tid været et gennemgående fokus på sortering og korrekt bortskaffelse af affald i Danmark, men der er fortsat store mængder affald, som desværre ender i naturen. Medlemmerne i Waste Hunt brænder for det her, og kan vi med dette samarbejde være med til skabe opmærksomhed om problemet, så er vi meget tilfredse.

Lidl er for første gang med som arrangør til et arrangement med Waste Hunt den 22. oktober i forbindelse med et informationsmøde og igen den 25. november, hvor Lidl-ansatte er med på en Waste Hunt i Aarhus.

Foto: Lidl

GS
Print Send