PACKobserver.dk
Tlf: +45 39 69 43 21
info@packobserver.dk
 
Udgives af GINI·com
Pilegårdsvej 48
DK-2860 Søborg
 

Europas mest bæredygtige emballage kåret på Scanpack

Tirsdag blev vinderne af prisen Sustainability Awards kåret på Scanpack-messen i Göteborg. Vinderen af den prestigefyldte titel "The Best Sustainable Packaging" blev det indiske selskab Uflex Limited, der med en patenteret opfindelse holder afskårne blomster friske i dagevis uden vand.
25.10.18: Uflex Limited løb med titlen for Europas mest bæredygtige emballage foran seks andre finalister. Løsningen, der scorede højeste points fra alle jurymedlemmer, bærer navnet "Waterless Internet Flower Packaging" og benyttes bl.a. af flere blomsterhandlere i Europa.

Den er baseret på princippet om Active Modified Atmospheric Packaging (AMAP) gennem Flexfresh, en speciel patenteret polymerfilm, der skal være den første 100% biologisk nedbrydelige film, som opretholder fugtniveauet ved at føre det vandtab, blomsterne har ved fordampning, tilbage til dem i et lukket kredsløb.

Respirationshastigheden for blomsterne sænkes ved at reducere iltindholdet i emballagen, og filmens permeabilitet tilpasses individuelt ved hjælp af et specielt lasersystem til mikroperforeringer. De afskårne blomster kan dermed klare sig uden vand i et betydeligt antal dage.

Det internationale fagmedie Packaging Europe havde taget initiativ til konkurrencen, og mediets Head of Content, Tim Sykes, modtog prisen på Uflex Limited's vegne.

– Vi var ikke involveret i det endelige resultat, idet det var op til den uafhængige jury at udnævne vinderen, lyder der fra Tim Sykes, der selv er imponeret over løsningen og peger på, den gør det muligt at sende afskårne blomster langt og gennem flere leverandører uden at skade dem. – Det reducerer også pakkens vægt og sparer derfor miljøet under transport, påpeger han.

Ud over denne pris blev der kåret vindere i seks underkategorier for blandt andet den mest ressourceeffektive emballage, genanvendelighed og bio-baserede materialer. 17 medlemmer fra hele værdikæden, der er aktive hos for eksempel førende varemærker og institutter i Europa, deltog i juryen.

Foto: Uflex Limited
Print Send